Side:Jagtbreve.pdf/149

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

at skjælne Kjønnene paa Udseendet, er der andre Maader at komme Hanen tillivs paa. Tiuren sidder saaledes i Parringstiden i den aarie Morgenstund paa en tyk Gren og lægger med visse Mellemrum Hovedet tilbage, slæber med Vingerne og galer eller slaar, som det hedder; saa hverken hører eller ser den, Jægeren springer efter Lyden og staar som en Støtte, saasnart Fuglen tier.

Den amerikanske Skovhane, en frugtbar og lækker Hønsefugl, som vistnok godt kunde trives i vore Skove, trommer om Foraaret: ved smaa, raske Slag med Vingerne ind mod Kroppen frembringer den en skrattende Lyd, der høres temmelig langt bort. Formiddagen er den bedste Jagttid paa den. Om Morgenen gjør Jægeren sin Kano istand, enten en udhulet, tilspidset Træstamme, hvis han vil blive i samme Vand, eller en Barkkano, lavet af Birkens inderste gulbrune Bark, bygget paa smalle, tynde Ripper og Spanter af Cedertræ, syet sammen med Bast, tætnet med Beg; den flyder let som en Fjær paa Vandet, er rummelig, men fanger Vinden og hvis den løber paa en skjult Pind, gaar der Hul i den. Saa maa man søge Land, hale Kanoen op, vende den, gjøre Ild paa, tætte Hullet med sydende Beg, og, ved at suge, forsøge om Alt er i Orden, før man atter gaar ud. Vil man fra et Vandløb til et andet, binder man en Rem paa Kanoens Midte og bærer den som en uhyre Hat paa Panden. I begge Slags Kanoer sidder man paa Bunden og roer med en kort Aare, som stikkes lodret ned i Vandet til den ene Side; ved at dreje Aaren