Side:Jagtbreve.pdf/154

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

144

„Hvad er der ivejen?“ spurgte jeg forleden en fortvivlet, vildfarende, afrøflet Skovfoged, der mismodigt med Hatten i Haanden tørrede det svedige Ansigt.

„Nu kan I jo prøv', om I kan styr' ham. A kan ikke. Han er saa gal, saa gal,“ lød Svaret. — Det var hans Husbond, han talte om.

Men hvad der for en Del Aar siden var Regel: Udskjælden med deraf følgende Forfjamskethed, er nu Undtagelse, dels en Følge af Tidens Aand, der gjør sig gjældende her som i Militairetaten, hvor før en Befalingsmand ikke duede rigtigt, hvis han ikke bandede de mest ubegribelige Eder ved hvert andet Ord og gjorde de mærkeligste Sammenligninger — ikke beregnet for høviske Øren — om sine Undergivne; dels ligger det i, at Herremændene gjennemgaaende er dygtige Jægere, og her i Jylland har de et godt Exempel at følge i Landets største Skovbesidder, Grev Mogens Frijs, der kjender hvert Hjørne af sin Skov bedre end vedkommende Skovbetjent, er inde i Vildtets Vaner og Tilbøjeligheder og forstaar at faa sine Jagter til at gaa punktligt uden Anvendelse af et iltert Ord.

De allerfleste Mennesker er blottede for Stedsans, ikke alene Bysbørn, ogsaa Landboere, hvis hele Liv er gaaet hen i fri Luft. Det er kun Enkelte, hvis Øje ikke blot er et Spejl, som Naturen maa optages i, men hvis Hjerne er en fotografisk Plade, der gjemmer Billedet, det sidder indslaaet, fast, taber ikke i Tydelighed med Tiden, sløves ikke. Naar da, maaske Aar