145
derefter, det samme Billede atter spejler sig i Øjet, trækker Hjernen den gamle Plade frem og med den Ordene fra forrige Gang, selv om de er ganske uden Betydning. Det er Stedsans. Og den er det, mange Mennesker mangler. Heldigvis har de saa undertiden andre erstattende Egenskaber. Jeg husker en Officer, som næppe kunde finde hjem igjen, hvis man tog ham ud paa Nørrefælled og drejede ham rundt; men efter sit Kort kunde han gaa, det var han dresseret til, saa følte han sig i Funktion; han skulde. Det gik ham, som en Dampskibskapitain, jeg en Gang sejlede med paa Sortehavet, der stammede i en saadan Grad, at Tilløbet til en Sætning kunde tage flere Minutter; men naar han skulde give et Kommandoord, f. Ex. ned i Maskinen, var der Ingen mere ordrap og tungelet end han.
Med Frokosten, som i Almindelighed indtages i et Skovfogedhus, følger Damerne — og det kan jo være ret fornøjeligt; men den Passion, de har faaet for at staa med paa Post, er ikke behagelig; de generer kun. Jeg tvivler paa, at den mest glødende Elsker vilde være videre henrykt over at have Gjenstanden med paa Post. Ja! hvis han kunde lade Jagt være Jagt, sætte hende paa en Stub, kaste sig for hendes Fødder, kalde alle Skovens Træer og Himlens Fugle til Vidne paa sin grænseløse Kjærlighed; sværge, ved sin Ære, ved sin Sjæls Frelse, ved sin Trofasthed, ved Gud og Fanden — det var en anden Sag! Men hvad vilde Naboskytterne sige dertil? Han maa pænt passe sin Post,
