147
levnet til en lille Sladder, inden man skal klæde sig om til Middagen, og ingensteds gaar Passiaren lettere, end hvor Kaminens lunefulde Flammer kaster Skæret ind i den mørke Stue og tegner Silhouetter paa de sorte Vægge, skarpe, forstørrede Profiler, urolige, haandarbejdende Hænder.
Rokken, den flatterende Rok, der kæler for Spindersken, for den lille vævre Fod, der tramper, den slanke Ryg, den svagt bøjede Hals, de fremstrakte Arme, som den tætsluttende Kjole netop lukker om, hvor de begynder at tykne, de lange Øjevipper (dem, Ilden hæver), sænkede, naar Traaden passes, Hovedet, der maa drejes opefter, og Øjnene, der maa slaaes tilvejrs mod Spørgeren; Rokken med den flittige Ten og det snurrende Hjul, der spinder — som Katten — og drømmer — som den — og summer og snakker om Hjelmbusk og Lanse, om Jagtfalk, Visir, Herold, højtbaarne Farver og Knæfald — det hører Altsammen sammen — Rokken, som vore unge Piger for en halv eller en hel Snes Aar siden fandt paa Pulterkamret med Støv fra Bedstemoders Tid og hentede frem, har de nok sat derop igjen. Desværre! Og det har de gjort Uret i. Det gjorde de, fordi de med Rokken kun forbandt én Type, der ikke laa for dem: Margaretha. Glem hende! og tag Rokken frem igjen, den Hjærtetyv! Den stammer fra en svunden Tid, men den er levedygtig endnu, naar dens Traad glider gjennem Fingrene, som vædes paa Tungen, ind i Favnen, smutter Hjærterne med; den staar øverst blandt Haandarbejde, og Haandarbejdet, af forskjelligt Slags,
