148
vil, som Værget, enten det er Bue eller Kaarde eller Riffel, være lige tidssvarende, saalænge der findes Fuldt-ud-Mænd og Fuldt-ud-Kvinder.
Og naar de forsvinder, er Kjærligheden et forhistorisk Ord; men først maa Solen kølnes.
Herrerne kan ikke gjøre sig finere til Bordet end med hvidt Halstørklæde — Halstørklædet bør Herrerne anvende særlig Opmærksomhed paa, det er det eneste Klædningsstykke, de har Lov til at bære af ethvert Stof og enhver Farve — og en lille Blomst i Knaphullet; ellers er al Pynt banlyst, og stikker En et Par funklende Diamanter i Skjorte brystet, udsætter han sig for at blive erklæret for at se ud som en Brasilianer. Men Civilisationen er Gudskelov da endnu ikke naaet til at paabyde Damerne uniforme, graabrune Normaldragter, Alt, hvad Jorden ejer, staar dem aabent, Silkeormens fine Spind, Blomstens Duft, Underverdenens gnistrende Stene bejler til Skjønheden, enhver af Regnbuens Farver kappes om Prisen; heldigvis! thi Rødt har kastet sin Ømhed paa En, Blaat paa en Anden — idag, maaske omvendt imorgen; Kunst og Videnskab trygler for Skabningens ypperste Værk, alle Kneb er tilladt for at hæve, hylde, fuldende det Skjønne, for at erstatte det Manglende (en gammel Læge med en halvhundredaarig Praksis — og han havde et Par grumme Øjne, Gubben, griske som en graadig Gribs — har engang betroet mig: „en komplet Mand er en stor Sjældenhed, en komplet Kvinde findes ikke“), for at nærme sig Idealet — alle Kneb,
