Side:Jagtbreve.pdf/159

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

149

undtagen Malerkosten. Men en blaanende Blyantstreg langs en Aare eller en lille skjælmsk Mouche genialt anbragt — og der hører Indskydelse til, man kan ikke prøve sig frem, den maa kastes paa i et Nu foran Spejlet, paa Overlæben, paa Hagen eller Kindbenet — kan paa ingen Maade regnes ind under Maquillage.

Eftermiddagen er Damernes. Naar de straalende fordeles mellem de brave Jægere ved det bugnende Bord, naar En kviddrer en Romance og en Anden akkompagnerer, naar de yndefuldt og hengivent svinger sig i Dansen paa den oplyste Sals bonede Gulv — er de allerkjæreste. Aftenen er deres, helt og holdent, og den skal de beholde. Perlen, Diamanten, Viften tilhører dem; men de burde lade os ene om Geværet. —

Dog! engang har jeg seet en Kvinde og et Gevær, der passede sammen; de klædte hinanden.

Hun stod paa en Barrikade for Enden af Boulevard des Italiens, ud mod Place de l'Opéra. Fra Boulevard Haussmann, fra Tuilleries-Haven ad Rue de la Paix, der ikke spaltedes af Vendôme-Søjlen: den laa knust paa Stenbroen, og fra Madeleinen ad den store Boulevard rykkede Versailles' Tropper langsomt, støt, ustandseligt fremad mellem Røgen og Luerne fra de brændende Huse omkring. Fra Porte og Kiosker, om Operaens Marmorsøjler og bag dens Gruppe af overgivne Dansere og Danserinder, dem et Dydsmønster — var det et Dydsmønster? — engang slog Saltsyre paa, vel ikke fordi de var nøgne, men fordi de