Side:Jagtbreve.pdf/163

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

153

Næt og Skoven gjennemvævet af Traade. Man bliver dyngvaad ved at gaa igjennem Græsset.

Daadyret, som for et Par Aarhundreder siden er indført, findes nu spredt over en stor Del af Landet. Det drives frem som Raadyret og danner med dette og Ræven og Haren Klapjagternes Hovedstyrke.

Man kan ogsaa jage Daadyret til Hest med Støvere. Dertil hører imidlertid et stort og kostbart Apparat af Heste, Hunde og Betjening, som i vor Tid kun en enkelt Jagtherre hertillands i nogle Aar har holdt. I Udlandet, og da navnlig i England, findes der mange Meuter, Hjorte-, Ræve- og Hare-Meuter, tidt som Forenings-Foretagender, hvem der har en Hest, kan ride med, og Den, der lægger Hindringer i Vejen for Jagten, er ikke nogen god Engelskmand; men de mange ubarmhjærtige Jærnbaner gjør Jagten mere og mere vanskelig og vil ende med at umuliggjøre den.

Endog Dronningen holder Meute og lader den i Saisonen jage en Gang om Ugen efter en indfanget Hjort, der kommer kjørende i Tremmebur, og som, naar Hundene har sat den, fanges ind igjen og kjøres bort for at benyttes ved en anden Lejlighed; og for at give den mere Kraft, fodres den i Mellemtiden med Havre.

Hvor der er Mangel paa Ræve, slæbes et Skind, tidt smurt ind i Olier, en Timestid, før Jagten skal begynde, efter en Rytter; derved er man Herre over, hvor Jagten — en Ridetur — skal gaa for sig, Hundene følger paa Lugten Skindets Vej, man kan bestemme Forhindringernes Antal