154
og Størrelse, medens en opskræmmet Ræv eller en løssluppen Hjort kan gaa i hvilken Retning, det skal være, kuu véd man, at Hjorten ender med at søge mod Vinden, naar dens Lunger begynder at svigte. Mødetiden er om Morgenen; Mødestedet bekjendtgjøres, og mange af Deltagerne har maaske flere Mil dertil; Jagtens Ledere stiller i rød Kjole — og det kan Deltagerne ogsaa gjerne, hvis de har Lyst til det. Enhver er velkommen uden Hensyn til Kjøn eller Alder, der er kun Et, der forlanges: Frejdighed; og hvorfra ser man Verden lysere, end fra en fyrig Hests Ryg? Naar er man mere selvbevidst, mere velvillig stemt, mere Øjebliks-Menneske? Maalet ligger fremefter, efter de halsende Hunde, over Stok og Sten, over Gjærder og Grøfter, take care of yourself er Parolen, Ingen bryder sig om Den, der bliver bagud, man puffes og trænges, Ingen rider afvejen for at gjøre Plads, Ingen standser for at hjælpe Den, der falder af, afsted! fremad! til Jagten er endt paa en aaben Plads, hvor Hundene faar Lov til at flænge i Skindet af en Hare og æde dens Indvolde, og de sveddryppende Heste tager Pust. Saa er det Tid at se sig om efter en herreløs Hests Rytter. Det halve Overhus mangler et Øje, en Arm, et Ribben, sat til paa Parforcejagten.
Den eneste danske Meute — en fransk Hjorte-Meute — er som sagt gaaet ind: Rideture efter Hunde, der følger Hjort eller gaar paa Slæb, finder ikke Sted i Danmark for Tiden. Derimod tager nogle af vore store Ejendomsbesiddere Harer med Mynder; men denne Jagt er kun de Faa tilladt,
