157
bliver i Almindelighed mange Hunde Harens Død. Den forreste Mynde snapper den, men kan i Farten ikke holde den, kaster den tilvejrs, og de efterfølgende Hunde griber den og bider den ihjel. I en Brakmark kan Haren ikke klare sig, men paa en haard Græsmark kan en kraftig og snild Hare give selv dygtige og trænerede Hunde nok at bestille, og det hænder, at naar en Hare med den mest udholdende Mynde efter sig har faaet et Forspring og er forsvunden i en Mergelgrav eller bag en Høj bevokset med langt Græs, kan den indhentende Jæger træffe Haren og Hunden ligge gispende Side om Side, og han kan sidde af den skummende Hest og tage Haren med Hænderne. Men saa har Haren reddet Livet; thi naar den har udpustet, faar den Friheden, medens Hundene holdes koblede.
Det er et daarligt Hareaar iaar, der er saa godt som ingen Killinger, hvortil Grunden formodenlig maa søges i den fugtige og kolde, ufrugtbare Sommer, enten at Harerne slet ikke har ramlet eller at Yngelen — Sætteren er en elendig Moder — er omkommen. Man kan ride Mark op og Mark ned uden at støde en Hare; rejser man saa endelig en, gaar Jagten des ivrigere: har Lejligheden ladet vente længe paa sig, er den saa meget mere kjærkommen, baade for Hunde, Heste, Ryttere og Ryttersker, thi Ryttersker er der, Damerne er selvskrevne, nødvendige, uundværlige paa en Parforcejagt, naar det skal have nogen Art. Men der stilles store Fordringer til dem: en ulastelig Figur (den afrundende og blødgjørende Silkevat maa melde sig
