167
og naar jeg sammenligner, hvad jeg saa faar, hvoraf mine Rotter æder betydelige Qvantiteter, uden at det synes at anfægte deres Velbefindende, med Strychnin, der øjeblikkeligt dræber det største og mest sejglivede Bæstie, forekommer det mig ikke urimeligt, om der maa Kirkens højeste Myndigheds Velsignelse til for at forgive Ræve.
Men har jeg end ikke taget Ræve paa denne Maade, saa har jeg taget Ulve. Man skærer smaa Stykker raat Kjød halvt igjennem med en Pennekniv, dypper Knivens Spids i Strychninens fine, hvide Krystaller, stikker den ind i Flængen, presser Kjødet sammen og trækker Knivsbladet ud. Paa Steder, hvor man kan se Ulvenes Gang i Sneen, f. Ex. over en tillagt Flod, stikker man Kjødstumperne paa Enden af unge Skud, afskaarne og tilspidsede omtrent en Alen over Jorden. Man har Tal paa Bidderne, kan let finde dem igjen og se, hvormange hver Ulv har slugt, og ligger Dyret ikke paa Pletten, stammer det fra, at Kjødet har været frosset og Giften først kan virke, naar det tøer op; saa følger man Sporet, indtil man finder Liget.
Allerede hen paa Efteraaret tilbringer Rævene af og til Dagen i Grav, men det er dog først, naar det bliver koldt, raat og uhyggeligt i Skoven, at de til Stadighed om Morgenen kravler ned i deres lune Huler, og især er de dér i Rolletiden efter Nytaar; saa kan man træffe 2—3 Kurmagere om én Madamme. Hvorvidt en Grav er beboet eller ej, kan man i Almindelighed slutte sig til af Adgangen, ligesom hvorvidt det er Ræv eller Grævling, der har Bolig
