168
i den, idet Grævlingen laver en lille forsænket Vej ned til Røret; men tidt kan der i en Samling af Grave være begge Slags Dyr, og hvad Graven indeholder, kan man i Tøvejr som Regel ikke se, fordi det ikke er muligt i Løvet at klare de friske Spor, hvorimod det er ulige lettere paa Sne, og er der faldet et Lag hen ad Morgenstunden, kan man følge Ræven hjem; men derfor kan der gjærne være en Grævling inde, thi den gaar nødigt ud i Sneen.
Var ikke de slemme Grævlinger til, vilde det lette meget paa Gravjagten. Englænderne siger rigtignok, at de har Hunde, som haler Grævlingen ud ved Nakken, naar den ikke vil gaa paa egne Ben; men saadanne Hunde har vi ikke hertillands, vore Hunde bliver nede i Graven i Time-vis, ligger og halser foran det tykke Dyr, der ikke rører sig, uden for at bide fra sig, hvis det angribes, og har man Vished for, at der er Grævling i Graven, bør man aldrig slippe Hundene derned, og er de komne derned, søge snarest muligt at faa dem fat og i Strikke. Men det hænder, at man kan staa og vente det meste af Dagen udenfor en Grævlingegrav for at faa Tag i Hundene, og naar man saa endelig fanger dem, kan de være saa forbidte, at de maa under Dyrlægebehandling for at lappes sammen. Allerværst gaar det dog, naar Grævlingen faar Hunden lokket eller drevet ind i et blindt Rør og lukker for den, kaster den inde der; Hundens Stemme lyder svagere og svagere og forstummer sluttelig ganske. For at
