169
frelse sin Samvittighed, graver man næste Dag med et Par Mand i Bakken, det nytter sjældent, Hunden er tabt.
Hvorledes Jagten under Jorden egenlig gaar for sig, er vanskeligt at danne sig en begrundet Mening om: man har kun Hundens Glam at dømme efter; Ræven er tavs. Undertiden flytter de Kæmpende sig, det kan man høre, til andre Tider synes Striden staaende, eller der er komplet Ro. Skal der være nogen Fart i Jagten, gjælder det først og fremmest om at have gode, kraftige, kvikke, uforsagte og bidske Hunde. Foxterrieren er Indbegrebet af den vildeste Energi.
Naar Jagten under Jorden har varet længe, kan det være hensigtsmæssigt at fange Hundene ind og lade dem trække til Siden; saa skal Ræven, naar Alt er tyst, have Næsen udenfor, op at se, om der ikke skulde være Lejlighed til at slippe bort, Jægeren faar højst blot et Glimt af den, men maaske nok til at kaste sit Skud med Held; han trækker da det døde Dyr ud af Hulens Gab, Hundene faar Lov til at ruske lidt i Bælgen, og naar Ræven er strejfet — det gaar nemt, saalænge den er varm — puttes Pelsen i Tasken, den lange, smækre, overraskende spinkle Krop med de grinende Tandrader hænges op over en Gren, og Jægeren gaar til en ny Grav eller hjem. Men har han tilbragt hele Dagen i Sneen, er han forkommen, Fødderne er som Istapper og han har fortjent sin bestilte Grønkaalssuppe med Smørrebrød og Snaps til — Reminiscenser fra Soldatertiden gaar det under.
