8
om Vorherre sagde, at der i ti Aar intet Skib skulde gaa under. Saa vilde vi blive saa dristige, at vi sejlede i bar gamle Aviser. Og gik tilbunds det elvte.
Men Jagtloven er urimelig.
Det er ikke saa underligt, naar man tænker paa dens Tilblivelse. Den er ikke Resultatet af Overvejelser fra Lovgivere, med særligt Hensyn til Jordbrugere og Jagtelskere. Den er kommen til Verden i Stumper og Stykker, i Ny og Næ, med Beklippelser og Tilføjelser, Ændringer og midlertidige Bestemmelser, efter personlige Ønsker og tilfældige Indfald.
Der er nu f. Ex. Hønse- og Harejagten, som iaar begyndte den 20. September og hører op før Jul, medens Hønsejagten for et Par Aar siden aabnedes den 12. September og Harejagten først den 1. Oktober for saa at vare ved til Nytaar. Men det passede ikke for en af vore Lovgivere, eller rettere sagt, det passede ikke for hans Hund, min Ven Diane.
Diane har mange gode Egenskaber, dens Herre anser den for den smukkeste Hund i de Danskes, de Venders og Gothers Lande, for at laane et Udtryk fra en fransk Ven, jeg engang havde, der mente, at hans Hund var: le plus beau chien de France et de Navarre; men Diane er ikke harerén; ingenlunde. Hver Gang, der springer en Hare op, bliver der den vildeste Jagt for fuld Hals med unyttig Raaben, Smælden og Banden og efterfølgende Afbankning, Hylen, mismodig Jæger og jaloux Hund. Og naar Haren sprang op lige for Næsen af Diane og ikke maatte skydes,
