Side:Jagtbreve.pdf/180

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

170

Rævehuler er af meget forskjellige Dimensioner, ligefra ældgamle Grave med mangfoldige Adgange og utallige, vidtløftige, sammenløbende Rør, der underminerer en hel stor Bakke i Skoven, og til den etaarige, enkelte Gang med udvidet Soveplads for Enden. Det Heldigste for Jagten er 2 Rør; naar Hundene slippes ned ad det ene, presses Ræven ud af det andet, og ved en saadan Grav har maaske Jægeren næppe faaet valgt sin Standplads, før Ræven kommer farende ud; men i de store, gamle Huler kan der være en Løben-Tagfat omkring i Gangene i Time-vis, man hører blot Hundene halse, Jægeren venter og spejder, og kan saa endelig Mikkel ikke holde det gaaende længere under Jorden og drives frem, er han fortabt. Jægeren staar kun nogle faa Skridt over Hulens Indgang og har frit Skud; Ræven har ingen Chance.

— Men Tiden sniger og Tiden bli'r lang. Saa løber Tanken sin sælsomme Gang, saa vide om Lande og Riger; og støver op fra Der var engang de gamle Minder med Suk og med Sang om Dans og om Vin og om Piger, om Storm og Stille, om Fjærnt og Nær, om ristede Runer og døvede Sværd, om Ild i Blodet og vildt Begjær, der stamper og stønner og higer, om Trangen bort og om Veen hjem — — og saa kommer Blyant og Tegnebog frem og snakker om Vin og om Piger, om ude og hjemme, om før og nys, om djærve Haandslag og hede Kys, om sledsk og besnærende Smiger; om søvnløse Nætter, om blodige Trætter, om tavse, øde, vidtstrakte Sletter, om Haabet, der