18
det og fortæller Jægeren, hvor Hunden er, om ogsaa Buskene skjuler Udsigten. Og hører han, at Hunden standser, saa staar han stille og lytter, spejder og kigger, og kan han ikke opdage den, giver han med et Par Fløjt Ordre til at gaa frem; men nytter det ikke, smelder han med Hundepisken, og hvis Hunden staar for en Sneppe, trækker den sig forsigtigt baglænds ud af Synskreds, gjør en stor Omvej hen til sin Herre, logrer og springer for at vise, at den har taget Fært og er sikker i sin Sag.
Saa véd Jægeren Besked, og Hunden viser Vej og gaar tilbage, hvor den kom fra.
Men Sneppen er snu — snu som en gammel Ræv — og har lugtet Faren; kan den komme ubemærket bort, er den lettet; hvis ikke, sidder den og lurer under en tæt Busk, og nu begynder Kampen; for Jægeren gjælder det om at overse det størst mulige aabne Stykke, for Hunden om at jage Fuglen ud til den Side, hvor Jægeren staar, for Sneppen om at finde en ubestrøget Retraitelinje, og de bruger Sanserne alle tre: Benene, Øjnene, Ørene, og Hunden Næsen, ethvert Kneb er tilladt, indtil saa lave Midler som at skyde den Sneppe, der trykker sig, paa Jorden, lige foran Hundens Snude, thi Sandsynligheden er for, at Fuglen slaar bagud og lader de tætteste Buske være mellem sig og Jægeren.
To Skytter, der jager sammen, har udmærkede Chancer.
Men naar man nu netop elsker Jagtens Ensomhed.
Naar man netop holder af at drøsse alene omkring, alene med sin Hund, holder af at se paa sin Skov, se,
