Side:Jagtbreve.pdf/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

21

og det gjør man ofte ingensteds bedre end i Kjøbenhavn. Flokken splittes, de forskræmte Duer farer forvildede omkring, Dueholderen trækker Flaget ind og fløjter og kalder, men Høgen er midt imellem dem. Han slaar nedad, det gjælder derfor om at komme øverst, og de Duer, der ikke pilsnart kan kaste sig ind i Slaget, har intet andet Valg end at stige; og de maa se sig for; thi Høgen har Øjnene med sig, han jager en Due paa Skrømt og kaster sig saa pludseligt efter en anden, der tror at kunne benytte Øjeblikket til at søge Slaget; indhenter han den, rejser han sig lige lodret op, kaster Kløerne ind i Ofret, saa at Dunene staar omkring som af en revnet Dyne, og sejler saa sindigt, roligt ned paa et Tag, hvor kun Dueholderens Forbandelser kan naa ham. Det er spændende at følge Høgens Jagt. Man fristes til at skaane hans Rede. Men han forstaar sig ikke paa Erkjendtlighed, han er uden Barmhjærtighed, og naar man den ene Dag savner en Due, der rugede, den næste finder en plukket Agerhøne, saa forgaar Taalmodigheden, og man lister hen til Høgereden. Man dræber et Utyske, men man jager ikke.

Det gjør man heller ikke, naar man med en Riffel piller Ravne- eller Raageungerne eller de halvvoksne Hejrer ned fra de Grene, de har vovet sig ud paa, inden de endnu tør forlade sig paa Vingerne: det er en Skiveskydning mod levende Maal.

Marken er lige tilsaaet; der er ingen Jagt paa Landjorden. Men der er paa Søen — i vore Bugter og Fjorde