27
ind gjennem Munden paa dem og ud ved Gattet og saa gjøre Traaden fast til en Snøre paa en lang Stang eller til en Dusk Siv eller til et Stykke Kork, der flyder paa Vandet. Saa kan man blive i Nærheden og se til, eller man kan ro sig en Tur, eller gaa hjem og lægge sig for om kortere eller længere Tid at røgte Snørerne. Den Maade kaster tidt godt af sig.
Man kan ogsaa pilke med en Sølvskalle, ɔ: en kunstig Fisk eller en blank Ske, omgivet med Kroge og trukket i en lang Line efter Baaden; afvekslende drager man med et Kast i Linen og giver efter, hvis man sidder agter og har en Anden til at ro, men er man alene, gjør man Linen fast i Aaren, man pilker da ved Aareslaget, og naar man mærker, der er Bid, trækker man til sig, og det er Spændingen: om Fisken er stor eller lille, om det er en Aborre eller en Gjedde, det mærker man paa Trækket, paa Fiskens Faren op og ned og ud til Siderne, og er dog først sikker i sin Sag, naar den slaar mod Vandskorpen, saa at man kan se den. Den kan ikke slippe løs: Tovet er solidt, en grov, stor, tyk, beget Line; det er ikke som med Laksen eller Ørreden, der hænger i et Hestehaar, hvor det blødeste Haandled maa fjedre som et Uhrværk for at Linen ikke skal springe, og hvor det store Dyr skal løbe sig mat, ofte først gjennem flere Timers uafbrudte Anstrængelser. En stor Laks paa en Flue i en sprudlende Aa — det er Snøre-Fiskerens Drøm. Men indtil den Tid kommer, tager man en Mundsmag deraf paa Gjedderne. Man trækker den snur-
