29
mat Fisk, ikke blot en, der ikke lugter, men en, der har været død fra om Morgenen (for ikke at tale om daggammel Fisk), f. Ex. en, der fra Kjøbenhavn er sendt ud paa Landet til Middagsselskab — Tak! — — og Hus forbi.
Der er nogle fæle Lækkermunde blandt Kjøbenhavnerne. Kjøber man sig en dejlig stor Karpe og passer man ikke nøje paa, bliver man ubehageligt overrasket, naar man ved Bordet glæder sig til Tungen, der er rund og fed og tyk som en Papegøjes; den er der ikke. Man skal selv gaa hen paa Torvet og se til, at Karpen kommer levende op af Vandet og heel ned i Kurven. Man kan godt selv bære den hjem; det har jeg set de rigeste Mænd gjøre. Og man kan blive narret endda.
En Gang kjendte jeg i Paris en Englænder, hvis Rigdom var ubegrændset; han boede paa Grand Hôtel. En Morgen gik vi sammen hen til Hallerne, Englænderen forelskede sig i en stor Karpe, vi kjøbte den samt en Kurv til at putte den i, bar den hjem til Hotellet og forlangte den til Frokost.
Som Indledning havde vi nydt et Par Smaaretter, vi havde faaet os en Flaske Château Yquem fra Kejserens Kjælder — den solgte Republikken —, vi havde slaaet Plat og Krone om, hvem der skulde have Hovedet, Alt var parat, saa kom Fisken, dampende, lækker, kantet med Roser.
Englænderen serverede.
Men istedenfor straks at stikke i den, undersøgte han den nøje, satte først et betænkeligt, saa et fordægtigt Ansigt
