Side:Jagtbreve.pdf/43

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

33

nu jager. Raaen sætter sine Lam om Foraaret, som Hinden og Daaen Kalvene, og det vilde være en urimelig Antagelse, at den bar dem længere end hine. Men om Efteraaret er Bukken ikke fredet. Den hele Fredningsbestemmelse er unødvendig, er grundet paa Ukjendskab til Tingen og staar som en underlig Omhu i en Lov, der tillader at skyde Anden fra Reden eller bort fra de dunede Ællinger.

Men da nu Loven engang sætter Skranken den 1. Juli, og der efter 12. September ikke kan være Tale om at blade, saa maa man blade for tidligt. Det er ikke Jægerens Skyld, det er Lovens. Og det var Synd, om den Idræt skulde aldeles uddø hertillands.

Jagten bestaar i at efterligne den parringslystne Raas pibende Stemme, naar den kalder Bukken til sig. De Instrumenter, man kjøber, giver som oftest falsk Tone og er derfor uanvendelige. Der er Jægere, der blader i et Græsstraa, lagt paa langs mellem Tommelfingrene; men man skal være meget dreven, naar Lyden skal blive tilstrækkelig ensartet, og det sikkreste er at skære sig en Pibe. Man tager da en tynd Gren, f. Ex. en Lindegren, af Tykkelse som en Finger, skærer den paa to Steder, med en indbyrdes Afstand af et Par Tommer, halvt igjennem, tager Mellemstykket ud og erstatter det med et andet løst, der er hulet en lille Smule. Et Græsstraa strammes da af det løse Stykke ned i Aabningen, og naar man sætter Munden til og puster med smaa Mellemrum, blader man, det vil sige, man kan skuffende efterligne Raaen. Men man maa prøve sig frem hjemme.