Side:Jagtbreve.pdf/44

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

34

Saa gaar man ud i Skoven, helst hvor man i Højskov kan skjule sig i lidt Krat, og lader den lokkende Stemme lyde. Og den Lyd har Bukken aabent Øre for; han kan høre den langt borte og hverken Middagsluren eller Kløvermarken holder ham tilbage: han lystrer straks Kaldet. Men den gamle Buk er forsigtig, han buser ikke lige i Fælden, han følger Krattet, standser ofte og lytter, gaar i Læsiden for at tage Vinden, og hører han en Mislyd, en skrattende eller skærende Tone, eller lugter Mennesket eller mærker Uraad ved det underlige Valg af Stedet, saa er Mistroen vakt og han lister sig bort gjennem Buskene eller giver et Par korte Brøl og springer afsted i lange Sæt. Men en Springfyr af en Spidsbuk taber tidt baade Næse og Mund, gaar fra Sans og Samling og løber lige paa Jægeren, skjønt den baade hører og lugter og ser ham.