37
Den 11. Juli gaar Andejagten ind her, det er ikke som i Danmark, hvor dette ædle og levedygtige Vildt er fredløst.
Vi gik ud ved Midnat, da vi havde et langt Stykke at ro til Slagmarken og vilde være først paa Pletten. Det stænkede lidt; den Mand, der roede for mig, mente, at det var Dimmen, der faldt, og det var godt, den ikke steg; nu vilde vi faa rigtig vakkert Vejr. Deri fik han ogsaa tildels Ret. Det var en ung, kraftig Mand, paa hvem et Par Timers anstrængende Roning ingen synlig Virkning efterlod. Han saa ud som en Patron, men erklærede at være Affärsman, og det lod til, at han var Sportsmand foruden paa Jagtens og Rokunstens tillige paa Hippologiens Vegne, at dømme efter følgende Ytring af ham: „Nästefter et par gode vagnhäster, sätter jag en hustru högast.“
Saasnart det dagede, var vi parate, og fra den tidlige Morgenstund har det lydt som en Kanonade omkring Søerne og op ad Aaen. Tiden, den 11. Juli, er nu engang fastsat ved Lov. Maaske var det rimeligst som i Frankrig at lade den lokale Øvrighed hvert Aar bestemme Tiden for Jagtens Aabning, eftersom Yngelen var voksen til; men det har ogsaa sine Ulæmper; blandt Hønsefuglene udvikles Kuldene nogenlunde ensartet, men Ænderne staar paa højst forskjelligt Trin. Her er ganske afslaaede Roandrikker, som i Fældetiden (der ikke falder samtidigt for alle Individer) taber Svingfjedrene, hvorved de ikke kan bruge Vingerne uden som Aarer; saa er der Flyveænderne, dels de gamle Ællingeænder og de golde, dels de fuldvoksne Ællinger, som van-
