Side:Jagtbreve.pdf/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

39

de smaalandske Søer og Floder, selv hvor det er rent, mørkladent, næsten sort, naar man ser det fra oven; det er en Nationalegenskab, der stammer fra de vidtstrakte Tørvelag.

— Det er oppe i Engene, at Ænderne ligger paa det flade Vand i det lange Græs. Saa sopper man omkring efter Hunden, der staar for Vildtet og rejser det, hvis det kan lette, paa Jægerens Bud. Baaden er kun med — bag­ ved i Aaen — for Proviantens og Udbyttets Skyld og for at sætte En over fra Bred til Bred eller til Øerne.

Man kan lige saa gjerne springe som krybe i det: vaad, dyngvaad bliver man alligevel. Et Par Vandstøvler, der holder Vand, er en Opfindelse, der endnu staar tilbage at gøre (Guttaperka-Støvler kan man ikke holde ud at gaa med), men desuden gaar Vandet oven-ind, og jeg er gjennem den Vej: at gjøre Skafterne længere og længere, indtil de som Sømandsstøvler var til at slaa op lige til Skrævet, naaet til slet ikke at gaa med Støvler; nu bruger jeg afdankede Salonsko og Gamascher; saa er man da fri for at slæbe om med nogle Lispund Vand i hver af Reusserne. En tynd Uldskjorte, blaa Lærredsbluse, dito Buxer og Kasket (min er grøn og Kammeraten paastaar, jeg har selv malet den; men det er Bagvaskelse) med blød Skygge, der kan stilles eftersom Solen staar — det er Dragten. Den er ikke fin, vi ser maaske ud som Sjovere, men vi gaar heller ikke paa Jagt i Smaaland for at vise Dragten frem. Det kan være godt nok i Danmark, hvor