41
„Ikke sandt!" udbrød Skræderen fornøjet og svarede paa mit Spørgsmaal, om hvad det var for en Dragt, med Selvfølelse: „Generalkonsuluniform for Stillehavsøerne til Grosserer N. N.“
„Men,“ tilføjede jeg lidt mistroisk efter at være gaaet rundt om den, „er De nu ogsaa sikker paa, at den er reglementeret?“
„Reglementeret!“ raabte Skræderen forbauset og saa halvt fornærmet paa mig, „derovre gaar de nøgne. — Det er min Fantasidragt.“
— For Jagten her i Smaaland passer det ikke at fine sig. Vi stolper om i Vand til Maven den ganske Dag, kommer først hjem ved Solnedgang, bader og møder — saasnart vi kan — i Kjole for at tage de forsultne Damer tilbords. Thi trods den mangeaarige Erfaring: at Jagt og Tid er inkommensurable Størrelser, faar man stadig Skænd for at være kommen senere end lovet eller i al Fald end ventet.
To, højst tre Dage kan man holde den Jagt ud, saa har man jasket mange Mil over, er mat af Vand og Varme, mæt af at jage og ligesaa udaset som sin Hund. Den kan ikke mere. Men Jagten er ikke ødelæggende for Hundens Dressur, som den i danske Søer, hvor den slippes løs og med æggende Tilraab animeres til at blive saa vild og gal som muligt. Her er den uafbrudt under Kommando, det vil da sige, hvis Jægeren gider passe paa sin Hund. Det
