44
ud, sejgt er det, naar det skyder sine lange trevlede Arme hen over Brinken og ned i det hvide, magre, sprøde Sand, der kun yder en karrig Næring og ikke forstaar hverken at holde paa Vand eller Varme; men hvor Stormen pisker Bølgernes Fraad op eller Højvandets Skvulp skyller, dér kvæler Havsaltet al Plantevækst, selve Marehalmen maa give tabt, og derfor ligger der et nøgent, skinnende blankt, fugtigt Bælte mellem Klitten og Havstokken.
Havet er uendeligt.
Men ind mod Land vædes Klittens Fod af en lille Indsøs blide, bløde Vande. En Bæk rinder til og fra med sprudlende Sprøjt og kvidrende Rislen; den har boret sig et Udløb gjennem Klitten, en dyb Kløft ned i Sandet ud til Havet; oppe i Landet, før den flyder ud i Søen, snoer den sig som en grøn, frodig Stribe med kratklædte Sider og neldebegroede Bredder over golde Flader, hvor kun den korte spraglede Lyng, de smaa Stedmorsblomster, den blaa Hedeklokke og Margueritten trives og afgiver en sparsom Faaregræsning; men længere borte skimter man kornrige Agre og sorte Brakmarker mellem vidtstrakte Skove, og op over dem rager Gaardens røde Tag med takkede Gavle og spidse Taarne, som knejser lige stolt gjennem Aarhundreders skiftende Tider.
Jeg sidder paa Klittens Ryg. Jeg har god Tid; jeg er kommen for tidligt afsted.
Fra fjærne Kirketaarne hist nu Aftenklokkerne ringer. Deres dybe, hule Kling-Klang lyder manende ud over Landet.
