Side:Jagtbreve.pdf/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

45

Det er stille, som det kun kan være det en Sommeraften, Bladene hænger slapt ned, Græsset begynder at rejse det sænkede Hoved efter Dagens kvælende Solvarme og at spejde ud efter den læskende, kvægende Dug, hvis Perler snart forfriskende sætter sig overalt, ikke falder ned som Regnen, men kravler ind i de lønligste Gemmer; Marehalmen staar strunk som altid, den lader sig ikke skræmme, hverken af Storm eller Tørke eller Varme; Havet er blankt, Vinden kruser ikke dets Overflade, men Dønningerne fra fordums Oprør føles endnu, Gammelsøen, som staar og skvulper derude, sætter den ene dybe Vandmasse efter den anden ind mod Land, det presser og piner og skubber hen under Havskorpen, man aner Bølgen, men skjelner den næppe, før den brydes mod Strandkanten og skummende ruller en Række Ralsten op paa Sandet og suger dem i Tilbageløbet med sig igjen ud i Dybet. Derfra stammer den jævne, raslende, vuggende Lyd som et hult Drøn helt hen langs Kysten. Den nedgaaende Sol kaster sine sidste matte Straaler paa et enkelt Skibs slappe Sejl derude paa Havet og ind over Land paa de gyldne Marker og de mørke Skove og paa Gaardens røde Tag og spidse Spir og paa de fjærne Kirketaarne hist, hvorfra Aftenklokkerne ringer; snart er Solen helt forsvunden, saa skinner den endnu en Stund paa Skyerne, saa farves Himlen med Regnbuens Spil: Rødt, Orange, Gult, Grønt, Blaat, Violet lærer Optikken, men vi bryder os ikke om Videnskaben, for os er Regnbuen Gudernes Bro, Jorden er flad som en Pandekage,