46
Havet uden Ende; hvorledes Solen kommer fra Vest til Øst, maa den om, vi hilser den blot Godnat og Godmorgen, vi tæller ikke Støvdragere og piller ikke Bægerblade fra hverandre, vi deler Blomsterne i de blaa og de gule og Fuglene efter deres Sang. Fra Østen stiger Natten op, det lyse Skær i Vest trækker sig mere og mere nedad og om i Nord, Flagermusene kommer frem og boltrer sig i Luften, en enkelt spidsvinget Ryle stryger pibende hen langs Kysten, den første Stjærne tændes — og saa spænder Jægeren sin Bøsse.
Men det kan godt hænde, at han faar Lov til at vente og ofte narres. Synes han, langt borte, i den disede Luft, at skimte en And, dukker han sig ned i Marehalmen; men bliver Anden ikke større, saa viser det sig nok ved nærmere Eftersyn at være en Myg, der staar stille og summer en Alen foran hans Næse og gjækker ham, eller en Natsværmer, der svæver over Sivene. Aftenskumringen skuffer. Den Busk dér oppe paa Bakken, mørk mod den mørke Himmel, ser ud som en Bjørn. Og den kratklædte Aa, der snoer sig, indtil den bliver borte i den sorte Uigjennemtrængelighed, den er som en Colonne, en fjendtlig Colonne, der rykker frem med Blænkerne foran og Patrouiller ud til Siderne. Og den klirrende Lyd, det er vist ikke blot fra Havstokkens rullende Ral og Bækkens sladrende Rislen, det er Sablernes Skrab mod Stigbøjlen og Beslagenes Gnid og Bidslernes Raslen, naar Hestene gumler paa dem. Gnisterne, det er ikke Kornmod og Sildeglimt og dansende Lygtemænd,
