Side:Jagtbreve.pdf/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

49

de kolde Kys, og Gavtyvene, der leger Skjul bag Stammerne, færdes i Maaneskin.

Et Kvarters Tid, højst tyve Minuter, har man til at skyde i; det gælder at nytte Tiden. Pludseligt, naar man begynder at mistvivle, har man Ænderne om Ørene, enkeltvis, et Par Stykker sammen eller i Sværme, fra alle Sider, fra Havet og inde fra Landet, op af Jorden synes de at stige eller at falde ned fra Skyerne, naar de pilsnart, saa at Vingerne fløjter i Luften, kaster sig med Plask og Bram i en Vandpyt eller staar op med Rap og Skræp, idet de mærker Uraad eller Skuddet falder. Man maa skyde, hvor man kan, op mod Himlen eller ned mod Vandspejlet; med Land til Baggrund er det for mørkt; og det er vanskeligt at bedømme Afstanden, men man skal ikke være for gjerrig med sit Skud, da man som oftest kun kan skjelne indenfor Rækkevidde.

Og Hunden skal holde sig smukt stille ved Siden af, enten der skydes eller ej; den er kun med for Selskabs Skyld og for at apportere paa Befaling. Er den ukjendt med Jagten, vil den gjærne springe op og løbe efter de skudte Ænder; saa maa man tage den i en Rem, den vil hurtigt lære Kunsten og holder den sig ikke roligt, kan man give den et Rap med Pisken, men man maa ikke blive hidsig og sparke den eller trække den i Ørene eller Gehørene eller Behængene eller Gehængene eller hvad det nu er, det hedder, Høreredskaberne paa Jægersproget, som er et Slags Norsk-Arabisk, Ingen kan hitte ud af, og som ikke