Side:Jagtbreve.pdf/62

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

52

og Lejlighed — det er ikke til at finde, man maa falde over det; og naar man falder over det, skal man holde paa det.

10 Dages Ferie.

Komme herop leende, i Solskin, ukjendte, sjusse ud til Jagtstedet, som er os overladt af en fælles Ven, der er forhindret i at møde selv, i Enspænder-Kærrer, partie carréet med Hunde og Bøsser foran i 2 Sjusser, Kuskene bagefter med Bagagen og Vinkasserne og de henkogte Sager — en af Kuskene, en gammel hvidhaaret Gubbe, tilbød at gaa, hvis der ikke var Plads. Naa! Beskedenhed er en Oldings forbandede Skyldighed. Men Tilbudet blev ikke modtaget —, afsted over Stok og Sten, faldefærdige Broer, gjennem Skove og Engdrag til Huset, gjemt, mellem Lyngbakkerne, det er fornøjelig Fart.

Og Stedet — — jag vet en vrå imellan bergen, en liten vrå, som tilhør mig — — Træhuset er et Ideal med Veranda, Havestue og to Sovekamre til hver Side.

Den første Morgen stod Jægerne op med Solen; men Themaskinen snurrede allerede, Damerne havde været oppe før Solen og var parate til Udrykning, en som Baby og en som Sømands-Brud, med Straahatte og Alpe-en-tout-cas’er og fast bestemte paa at gjøre Morgenjagten med, at nyde Frokosten i en sval Dal, hvor ingen Vind kan naa ned, for saa at kjøre hjem med Vildtvognen, hvile og forberede Bordet og sig selv til det Øjeblik, da de bedaarende aabner Verandadøren og byder: „Messieurs sont servis.“