53
Det er Luften her, Højlandsluften, der er saa velgjørende; fin, klar, gjennemsigtig, mild, ikke tung og fedtet som nede ved Kysten, hvor vist Havets Salt hænger i den. Man aander friere, føler sig lettere, det er en Forskjel ved at komme tilvejrs, som naar man om Foraaret kaster Vinterfrakken.
Partie-carréer søger gjærne op i Bjærgene, hvor Luften vel er ren og sund, Fjældene stolte og skjønne at se paa, men utaalelige er de for en Sletteboer.
Ja! hvis man havde Vinger og i en Fart med et Par raske Slag kunde sejle gjennem Rummet og sætte sig paa Toppen af Mont Blanc, det var en anden Sag. Men Fod for Fod, med Møje og Besvær , forpustet, stakaandet, træt og ødelagt at naa sine Ønskers Maal, da man var dernede: en Spids, for kun at se sig omringet af andre, højere Spidser, der skjuler Udsigten — det er ikke morsomt. Og saa Nedstigningen! Man — eller da ialfald jeg — faar saa ulideligt ondt i Tæerne, at det er tvungent at gaa baglænds. Den maa være født i et Bjærgland, der skal holde af at leve i det. Jeg priser Højsletten.
Det er Luften her, Højlandsluften, der drager, og Vandet, og Skoven, og Landskabet, og Vildtet.
Den 11. August gik Jagten ind paa Urfugle og Tiurer. Nu er Ungerne fuldvoksne, Hanekyllingerne sorte, de unge Urkokke kan snart faa Lyre, deres største Prydelse, men i fuld Pragt med glinsende Fjer og brændende Øjehud bliver de først til næste Foraar, naar de samles i Flok til Strid
