Side:Jagtbreve.pdf/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

61

tidt prøve sig frem, og Øvelsen, Erfaringen er en udmærket Hjælp. Men den skaber ikke Fiskeren. Talentet er som alle Talenter medfødt. Der er Folk, der kan fiske hele deres Liv og ikke drive det udover at slumpe til en Fisk engang imellem. Det er ganske naturligt. Naar en Mand uden Stemme vilde synge 10 Timer dagligt i 10 Aar, vilde han dog ikke blive nogen Tenor.

Et skarpt Øje, en sikker Haand og en rolig Puls — det er nogle af Hovedbetingelserne. Man maa kunne kaste sin Flue 12, 15, 20 Alen bort, lige paa en Prik, netop i en Strime klart Vand mellem Grøden, eller nøjagtigt hvor Strømmen rislende falder, indeklemt mellem en ud i Aaen væltet Stamme og en Rod paa den modsatte Bred. Slaar man en Haandsbred fejl, for langt eller ud til Siden, hænger Krogen fast, man maa maaske en halv Fjerdingvej omkring for at komme over og løsne den. Men saa lærer man at bedømme Afstanden. Det er en vidunderlig Færdighed, man kan drive sit Kast til, der er næppe den Afkrog, man ikke kan ramme. Men Vanskelighederne kan blive uovervindelige; langs en kratklædt Bæk lader der sig f. Ex. ikke fiske med Flue i Stormvejr. Saa tager man en tung Kunstfisk.

Flue anses, og har navnlig været anset for den ædleste Sport; nu er Kunstfisk, ja endog Orm kommen paa Mode blandt Englænderne. For dem kommer det an paa at faa noget i Posen, saa og saa mange Pund Fisk eller saa og saa mange Stykker Vildt, derfor tager de, hvad der giver mest; men unægteligt er Fluen, der trækkes hen over