Side:Jagtbreve.pdf/77

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

67

Afstand og kommer farende, fordriver Glenterne og æder sig oppustede; saa hjælper Ræven dem i Nattens Mørke.

Det hjælper ikke, om Jægeren træffer og fanger det segnende Dyr og bærer det hjem og sætter det i Stalden; det vil i Almindelighed dø, det har faaet for meget. Der er ikke Stort at gjøre. Tætte Plantninger, Bakker, Lyng kan hjælpe Dyret over Nøden, og Jægeren maa indskrænke sig til at lægge Hø og Roer ud og fælde nogle Egetræer, om han kan det — og haabe paa Tøbrud.

Men Vildænderne kan han fore; og han maatte skamme sig, om han tænkte paa at skyde disse Stakler, som der ikke er mere Kjød paa end paa en Kanariefugl, i de enkelte varme Væld og Kilder eller sprudlende Bække, hvor de søger hen for at friste Livet; og han kan sætte Neg ud til Agerhønsene.

Vi er langt henne paa Aaret, det er Ravnenes Rugetid, Harerne skal snart sætte Killinger, og varer dette ved ret længe endnu, bliver det et skralt Jagtaar, det kommende.