Side:Jagtbreve.pdf/79

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

69

Slotte, den holder fuldt saa meget af Bøndergaarde og især ynder den Præstens hyggelige Straatag — tidt var der mere end én Familie, og der var flere gamle Ægtepar eller nystiftede Menager, end der var Reder, derfor kæmpedes der om dem paa Liv og Død, og til Tak for Husly sendte Sejrherren i Sommerens Løb en Unge eller et Æg eller maaske blot en af de lange Svingfjer ned til Gaardens Ejer.

Det gav Lykke.

Og Ejeren lod Reden i Fred fra Aar til Aar, indtil den ved stadig Udbedring voksede i en saadan Grad, at den truede med at knuse Tagværket, saa rev han den ned — og der kunde være flere Læs Kvas i en saadan Rede — og Storken byggede paany, fra Tagryggen. Men efterhaanden blev Storkene sjældnere og sjældnere, der var ingen Kamp, der var Reder i Overflødighed, men Mangel paa Beboere, og det nyttede ikke at lokke med lækre, lune Reder i polstrede Hjul, de fik Lov til at staa tomme; der var flere Reder, end der var Storke, og den ene Gaard efter den anden blev Storke-løs.

Men endnu i mange Aar spejdede man dog ud efter Storken i Foraaret og narrede April med den, thi dens Navn har altid været misbrugt til at narre med.

Det var i dens Navn, at vi fik fortalt de første Historier — de om Børnene hentede fra Nilens Moser — hvis Upaalidelighed vi opdagede og hvorved vor Autoritetstro for første Gang blev rystet i sin Grundvold. Det var vitterlige