Side:Jagtbreve.pdf/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

70

Usandheder, udspredte af dem, vi blindt troede paa, vi ubetinget stolede paa, fremsatte for at narre os.

Mon saa ikke ogsaa de andre usandsynlige Historier, f. Ex. den om Tornebusken, der talte, eller om det røde Hav, der revnede, skulde være mindre tilforladelige? Thi Mistroen var vakt.

Maaske var de ogsaa tvivlsomme, Fortællingerne om Regnar Lodbrog og Gorm den Gamle? Men det var ikke saa let at opdage. Derimod var det til at faa Syn for Sagen, om der var et Storebelt eller et Kjøbenhavn — eller om det var bare Løgnehistorier.

Saaledes væltede Tankerne ind i vor Hjærne, da den begyndte at arbejde paa egen Haand: Mistroen og Overvejelsen, Nysgjærrigheden og Videbegjærligheden; og det hænder endnu, at vi springer Alt over, hvad vi har seet og hørt og lært i Mellemtiden, at Barndomstankerne slaar ned i os — som Barndomsminderne gjør det — og hvisker: Mon det er tilforladeligt, det om Amerikas Urskove eller Arabiens Moskeer? — — og saa er det, at vi maa hen at se det.

Det føltes næsten som en Ulykke hele Landet over, da Storkene tog af — en Nationalulykke kan man ikke kalde den; den var ikke fælles; der findes fremdeles en Del Begunstigede — thi Storken er Tegn paa Lykke, og vel havde man ikke udfordret og trodset Lykken, som hvis man havde sløjfet en Kæmpehøj: man havde jo ikke skudt Storken, man havde tværtimod gjort alt, hvad man kunde, for at lokke den; men derfor søgte man dog alle mulige gode