73
Det er underligt, at man ikke har prøvet paa at flytte Storke til Amerika, hvor dog baade Mennesker, Dyr og Planter fra Europa har fundet en saa velvillig Jordbund, at der snart Intet er tilbage af det Oprindelige. Spurven er ligesaa hyppig i de amerikanske Byer, som i vore. Rigtignok er det faldet uheldigt ud med Indførelse af Kameler, og det skal være gaaet tilbage for de Nattergale, Maximilian satte ud i Haverne omkring Mexiko, ialfald hvad Sangstemmen angaar. Men det var da nok et Forsøg værd med Storken. Tænk! hvad f. Ex. en dansk Nybygger, der havde gjemt sig oppe i de jomfruelige Skove ved en sprudlende Flod mellem talløse Søer, eller ude paa de flade Græsgange ved Vandenes Fader, vilde føle, naar han en Dag saae en Stork knæbrende dale ned paa Husets Tag. — —
Men dette Jagtbrev handler jo slet ikke om Jagt. Det er ikke saa underligt; thi, som der stod i den illustrerede A-B-C fra vor Barndom:
Den Jægersmand gaar ud paa Jagt:
Hjort, Hare, Ræv tag Jer iagt.
Du Stork kan roligt gaa Din Vej,
Thi Jægeren Dig skyder ej.
Den er hellig, Storken, fredlyst overalt — og Sneppen er forfulgt og efterstræbt, hvor den viser sig —, der behøves intet Lovbud, ingen internationale Overenskomster for at beskytte den og værne om dens Liv — og vore Lovgiveres Kjærlighed gaar vel ikke til et Udtørringsforbud — den staar over Loven eller udenfor den, som man vil
