74
det; men derfor, fordi den ikke er Vildt, ligger den ikke udenfor Jægerens Forstaaelse: de to er Venner, de kan tale sammen.
Jeg drev en Efteraarsdag omkring med Hunden, Bøssen og Posen. Tanken løb i Streger og Sving, frem og tilbage i sære Spring, — saa saae jeg en Stork i Mosen.
En Stork er dog en underlig En, naar man betragter den nøje. Den stod og hang paa det ene Ben; stiv, som om den var gjort af Sten. Men jeg læste i Storkens Øje.
„De Andre kredsende fløj afsted, jeg længes, dødstræt af Hvilen; jeg higer efter at komme med, jeg har ikke Ro, jeg har ikke Fred, jeg maa sydefter, ned til Nilen.“ —
„Jeg længes bort, hvor jeg sad saa tidt, ved Vandfaldet fjærnt i Skoven. Dér kives man ikke om Mit og Dit: Vandet, der falder, er lige saa frit, som Jorden og Luften foroven.
Jeg længes efter den hvide Sky og Drønet i Kampens Bulder, det summende Jern, det hvislende Bly. Det gjælder om Folkenes Ret og Ry, og derfor: Skulder mod Skulder.“
Og saa rejste vi Begge-To.
