Side:Jagtbreve.pdf/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

76

Æglægningen efter Ankomsten til Smaalands fredelige Skovmoser.

Ærligt talt er det en stor Skam at skyde Sneppen paa denne Aarstid. Der burde være internationale Love til dens Beskyttelse; men saa længe der ikke existerer saadanne Love, er Vaarsneppen godt Vildt, og Jagten paa den saa fornøjelig en Sport, som Mark og Skov overhovedet byder.

Der er to Slags Jagt: den vilde, hvor man uden Hensyn til Alder og Kjøn hele Aaret rundt dræber, hvad der kommer for: den drægtige Hun, Moderen bort fra de hjælpeløse Unger; og den civiliserede, hvor Loven til Dyreartens Beskyttelse gjør visse Indskrænkninger i Jagtens Udøvelse.

Sneppen — som Svanen og Gaasen — hører ind under den vilde Jagt, som ellers kun træffes hos barbariske Nationer eller i nysoptagne Lande.

Den ufødte Buffalokalv er, som Lækkerbidsken, Indianerhøvdingens Part udenfor Deling — eller rettere: den var det, thi dette ædle Vildt er nu saa godt som udryddet.

Endnu for en Snes Aar siden fandtes Buffaloerne paa de vidtstrakte Prairier i the far west i saadanne Masser, at Jernbanetogene til San Francisco kunde blive stoppet op af en vandrende Flok; men det gik hurtigt ned ad Bakke med Buffaloen — og Indianeren fulgte efter.

„Lad Indianeren gaa over Mississippi og herske der, saa længe Græsset groer“ — det var Parolen i Aarhundredets Begyndelse. Saa blev Missouri sat istedenfor Missis-