77
sippi. Men Missouris Vande standsede ikke den fremvæltende, graadige, hvide Menneskestrøm mere, end Mississippis havde gjort det; Broer kastedes over Floden, og snart løb Damphesten prustende over Sletten og gjennem Bjærgene.
Hidtil var Indianeren bleven anset for at være Buffaloens værste Fjende, nu viste det sig, at han var dens bedste Ven. Han dræbte ikke ud over hvad han behøvede til Ernæring og Beklædning — og det kunde Bestanden holde til, Formeringen erstatte. Men de hvide Mænd tog fat paa en helt anden Maade: Buffalojagten blev en Forretning, Jægerne lurede med Baglade-Rifler i Passene, sendte Kugler i Tusindevis ind i Flokkene, dræbte en Masse Dyr, saarede endnu flere, trak Bælgen af de døde Kroppe og lod Kjødet ligge til Føde for Ulvene.
Indianeren jagede Buffaloen med Bue og Pil tilhest, og han mente, hans Pil paa henimod en Alens Længde med Jern- eller Flintespids i den ene og tre Fjerkamme i den anden Ende virkede bedre, naar den sad fast i Dyret, end en Kugle, der slog igjennem det: Smerten ved Bevægelse standsede Buffaloen. Et Par Gange om Aaret drog de Tappre, i Afdelinger paa et Par Hundrede Mand, ud paa Togt med et tilstrækkeligt Antal Kvinder til Hjælp ved Flaaning og Tilberedning af Huderne og til Kjødets Sol-Tørring; thi Krigernes Opgave indskrænkede sig til at forsvare Expeditionen mod Fjender og at dræbe Dyrene. Det gjaldt for Jægerne ikke blot om at være godt beredne, men lige saa fuldt om ved Snarraadighed, Orden og Disciplin at
