80
godt efter paa de Affald, der skraaner mod Øst: dér er Sneppen ude at slikke lidt Solskin — og den gyldne Regel: at Morgenstund har Guld i Mund, gjælder ogsaa for Sneppejagt. Hen ad Aften bliver gjærne baade Jægeren og Hunden trætte; mere end om Efteraaret; det er Foraarsluften. Men at det er Foraar, mærker man ellers ikke stort til.
Af den første Sneppe stikker Jægeren stolt en Fjer i sin Hat; den næste Dag bliver Fjeren afløst af en Pilekvist med Gæslinger, eller en udsprungen Anemone, eller maaske af en lille bladløs, blomsterbedækket Gren af et vildtvoksende Pebertræ, hvortil vel en eller anden Fugl har tabt Frøet; men iaar staar Træerne nøgne, Skovbunden er stiv og haard og Anemone og Bukkar — som Børnene samler om Foraaret og binder grønne Kranse af, der beholder Udseende og Aroma hele Aaret rundt — er ikke engang begyndt at pible frem og fylde Skoven med Haab og Længsel og Savn og Vellyst.
En Foraarsskov med Buske og Anemoner er de Elskendes Himmerige.
Tørre, solbeskinnede lune Pletter indbyder til Hvile; men derved forsømmes let Jagten — og det er jo for dens Skyld, man er ude — for at se paa de svulmende Knopper og lytte til Lærkens og Bogfinkens Sang, hvorimod Is og Kulde, som vi har det nu, bringer Noget i Posen. Man gaar let, Sneen er smeltet, og Vandet løber ovenud, Jorden, som har tørstet i aarevis, blev snydt for, hvad den havde
