83
stivfrosne, isbelagte Rug ikke lod sig gnave, var der gammelt Græs i Overflod, Knopper og Bark, og i Haverne stak en og anden lækker Kaalstok op over Sneen.
Haverne har i det Hele maattet holde slemt for. Ikke blot har Harerne taget Kaalen — det kunde endda være det Samme — men bidt Frugttræernes unge Spirer af og i Forening med Musene gnavet Barken af Stammerne, ja helt ud ad de spinkle Grene. Det begynder først at knibe for Harerne, naar der over et jævnt Lag Sne ved afvekslende Tø- og Frostvejr eller ved Isslag danner sig en Skorpe, der er saa skør, at Poten for hvert Trin træder igjennem; saa kan Ræven tage Haren.
Men har Vildtet staaet sig nogenlunde, kan det Samme desværre ikke siges om Fiskebestanden. Her er Ødelæggelsen grundig, uoprettelig for lange Tider, og det er vor egen Skyld, ialfald tildels. Vi er blevne vænnede af med strænge Vintre, vi har i aarevis ikke behøvet at vække for Fisken, og saa er vi bievne ligegyldige, skødesløse, forsømmelige; Fisken ser man Intet til, den banker ikke paa som Raadyret eller Agerhønen, den kan ikke raabe op igjennem Isdækket, saa glemmer vi den eller slaar os til Taals eller gider ikke: skaffer den ikke Luft og lader den kvæles i Vandet. Naturligvis har man Undskyldninger paa rede Haand; man troede Dit og man troede Dat, derfor undlod man at hugge Huller i Isen og at sætte Halmknipper ned i dem. Man anede Intet, man var fordummet. Nu,
