86
men, er ikke forsvunden imorgen; men den ene Dag kan Skoven være fuld af Snepper, den næste er der ikke saa meget som Færten af dem, og Reglerne om, naar de kommer, er ikke en sur Sild værd. Der er Torsdag og Fredag — og da især Skærtorsdag og Langfredag — som ansees af mange brave Jægere som de bedste Dage; Nymaane; Rusk og Taage; sydvestlig Brise; der er en Søndag, som hedder Oculi, og Jægeren nynner: Oculi, saa kommer de; — og saa hænder det, at de kommer en Mandag med Fuldmaane, Stjærnehimmel og stiv Nordost. Derfor maa man hver Morgen søge Skoven af, og er Trækket kommen, er Dagen kort nok, man faar lige Tid til at løbe hjem i Middagstiden, tage sig en Rid Brød og en Slurk og kaste et Glimt i Bladene for at se, om vi har vore gode gamle Konger og Kejsere endnu, eller om de skulde være bievne vippede af Boulanger, Bismarck og — ja, man har ikke engang Tid til at tænke helt ud, saa maa man afsted igjen. Med Gjeddefangsten er det anderledes; man tager det med Ro, laver sig til og ser paa Vejret, thi kun med stille Solskinsvejr kan man opdage Fisken, skjælne den fra Blade og Rødder og kaste Lystret efter den. Det er derfor ikke hver Dag Fiskedag; om man skal ud imorgen, kan man idag kun spaa sig til — og Spaamanden tager som bekjendt Varsel af Mangt og Meget. En ser paa Barometret, om det staar højt eller lavt; en Anden erklærer det for betydningsløst, det er: om det er op- eller nedadgaaende, hvorpaa det kommer an; en Tredje holder sig til Trold-
