92
en kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder.
Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle Marie lukkede op for mig og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag. Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.«
Jeg sad inde hos Bedstemoder — paa den sædvanlige Visitplads, i Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits.
Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg for talte — lidt nervøst — om mine Oplevelser, siden jeg sidst besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det gi’er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod, og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde. Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med Dig?« »Der er saamæn ikke
