95
Beregning, glæder det mig ialfald, at det Svar, jeg har givet ham gennem hans Postillon, ikke er absolut opmuntrende.
25. Februar.
I Eftermiddag kom Erik. Da vi blev ene, trak han halvt flov et Brev frem og gav mig det. Jeg kendte ikke Haandskriften og spurgte: »Fra hvem?« »Se selv,« sagde han. »Det er forresten kun en Spøg.«
Det var et Brev fra Alfr. Mørch med Indbydelse til sammen med Erik at spise til Aften hos ham. Min første Følelse var Fornærmelse. Jeg fandt Spøgen lige smagløs af Erik og Mørch. Da, ligesom jeg, med Brevet opslaaet foran mig, er ifærd med at bebrejde Erik hans Opførsel, falder mit Blik paa Begyndelsesbogstaverne af de første Linjer og jeg læser et Ord — jeg standser i min Tale, rødmer, bliver forvirret, rejser mig og gaar ind i mit Værelse. Her lægger jeg Brevet foran mig:
