Side:Julies dagbog.djvu/110

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

102

stille Sind lér af mig og har mig til Bedste? Saadan som han har været imod mig iaften, er der Ingen, der nogensinde har været, saa storartet, saa fuldendt. Har han nogen ond eller listig Tanke bagved, jeg spørger ikke derom; jeg vil ikke vide det. Jeg véd kun, at nu slipper jeg ham ikke; jeg véd, at han havde ikke behøvet at bede mig komme igen, for jeg var alligevel kommen …

… Jeg véd, at jeg elsker ham, og at jeg er usigelig lykkelig, og at jeg vil tilbringe Natten med at græde.


4. Marts.

Jeg har gaaet i Søvne hele Dagen. Véd næppe, hvad jeg har sagt og gjort. Mindes blot, at jeg har været saa sært og sødt vemodig, har fundet Alt smukt og alle Mennesker gode. Synes, jeg selv har været saa mild og god, og at jeg maatte vise dem Alle herhjemme, at jeg holdt af dem.

Gik en dejlig Tur med Moder i det milde Foraarsvejr, den første Foraarsdag iaar. Er saa yndig træt i hele Legemet, fenges efter at sove godt, sove og drømme.