104
paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var forelsket i Dem?« — »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at jeg De maatte blive det.«
Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem … (løgnagtigt) jeg er det ikke, det beder jeg Dem tro … men hvis — ?« »Saa vilde jeg være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De … De …« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg være meget lykkelig. «
