Side:Julies dagbog.djvu/115

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

107

jeg i samme Nu give Afkald paa ham, eller jeg maatte forlade mit Hjem og flygte — hvorhen? Det første kan jeg ikke, og det andet vover jeg ikke. Ja, om han sagde: »Kom til mig!« Men nej, nej, det gør han ikke, og jeg vil end ikke forlange det Offer af ham. Saa er der altsaa ingen anden Redning: Jeg maa lyve, lyve atter og atter, snige mig til min Lykke, luske mig hjem fra den med Dødsens Angst i mit Hjærte, altid forberedt paa at blive modtaget med den dræbende Dom: Du er opdaget.

Jeg lyver, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af Neglene af Skam. Jeg lyver sindssvagt, for jeg kan ikke finde fornuftige og rimelige Paaskud til, at jeg nu stadigt er ude. Jeg fatter blot ikke, at Moder endnu intet har mærket.

Det mest oprørende er at skulle skjule min Kjærlighed til ham under Venskab til Christiane. At skulle fornægte ham, som er min Stolthed, og sværge til hende! At være nødt til at gøre mig behagelig for Christiane for at sikre mig hendes Hjælp. Allerede nu har hun, i Følelsen af sin Uundværlighed, antaget en næsten fræk Tone og et paatrængende