109
Gang imellem, men som det er utaaleligt at omgaas til daglig. Jeg er baade sær og gnaven, og naar jeg har en Rolle i Hovedet, er jeg ikke til at komme nær. De tror det maaske ikke, men der er Dage, hvor det er mig en ren Lidelse at tale med noget Menneske. Min Kone vilde ikke faa det muntert.«
Hertil bemærkede jeg: »Tak for Advarslen. De skal dog ikke være bange. Jeg nærer intet Ønske om at blive gift med Dem. Jeg har aldrig opfattet Dem som Ægteskabskandidat.«
Siden vendte han tilbage til Æmnet.
»Erik altsaa,« sagde han, »kunde De tænke Dem at gifte Dem med?«
Han sad ved Siden af mig i Sofaen; min højre Haand hvilede paa Bordet foran. Da jeg ikke straks svarede, tog han min Haand og gentog sit Spørgsmaal, næsten hviskende. Saa sagde jeg, eller tror jeg sagde, at der var vist en Tid, hvor jeg mente, at jeg burde gifte mig med Erik, men at nu … »Hvad nu?« hørte jeg ham hviske. »Nu véd jeg, at det er umuligt.« »Og hvorfor?« Hans Ansigt var helt henne ved mit, hans Øjne saá saa
