111
20. Marts.
Jeg er bange for min Dagbog. Flere Gange har jeg haft den fremme, men lagt den fra mig igen uden at skrive i den. For overfor den maa jeg jo se Sandheden i Øjnene, gøre Rede for mig og gøre mig klart, hvad det er, der sker med mig. Og jeg tør ikke se hverken i Nutiden eller Fremtiden.
Jeg véd, at jeg er paa en Skrænt, og at min Vej uhjælpeligt gaar nedefter. Jeg aner alle Rædsler, alle Ulykker dernede i Dybet, og dog drager det mig uimodstaaeligt til sig. For hvert Skridt, jeg tvinger mig tilbage, glider jeg to frem. Jeg hører allerede Bruset dernede fra, jeg mærker Bølgernes kolde Skumstænk … Gud i Himlen, Du kan jo ikke hjælpe mig, for jeg vil jo, jeg maa jo derned.
Jeg tør ikke tænke, tør ikke sanse. Kun naar jeg er hos ham, har jeg Fred. Naar han taler til mig, forstummer Hjemmets manende Klokker i mine Øren. Naar han ser paa mig, forsvinder alle skræmmende Billeder for mit Syn, og jeg ser kun Blomster og Sol og alt, hvad skønnest er i Verden. Naar
