Side:Julies dagbog.djvu/120

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

112

han holder mig i Haanden, véd jeg, at hvor Vejen saa gaar, fører den til Lykken. I hans Arme er alt, som ikke er ham, borte og dødt og glemt for mig. Han stopper mine Øren, han stopper min Mund, og han, min Havmand, bærer mig til Havsens Bund.


22. Marts.

Der er kommet Uro i Lejren ovre hos min Genbo. Igaar blev hans Flygel transporteret bort, og idag har Haandværkere taget Tæpperne af Gulvene i hans Lejlighed.

Mon han er ifærd med at bryde op? Jeg vil dog savne ham lidt. Det var, ligesom jeg kendte ham saa godt, og naar vi saá over paa hinanden, var det, som om vi havde Hemmeligheder indbyrdes.

Underligt nok, at jeg aldrig har skaffet mig at vide, hvem han er og hvad han hedder. Jeg véd ikke … jeg har aldrig villet spørge hverken vor Pige eller Postbudet, som dog sikkert begge kunde gi ve Besked. Jeg har kunnet lide at bevare ham i et vist mystisk Skær. Jeg har ligefrem været bange for en Dag at faa at vide, at han f. Eks. hed