113
Petersen og var Grosserer, eller noget andet ganske dagligdags.
Jeg maa smile, naar jeg tænker paa, at jeg endogsaa har gjort ham til Prins. Jeg var et Barn den Gang, kendte intet til Livet, forstod kun at drømme. Smukt og dejligt var det at drømme, men tusindfold dej ligere ost smukkere er Livet.
Naar man elsker, vel at mærke. Og naar den, man elsker, er finere og smukkere end selv en Prins af Illyrien.
Imorgen skal jeg til min Prins … skal til ham i min pæneste Kjole, skal være saa pæn jeg kan gøre mig, for det hedder sig, at jeg skal til ungt Selskab med Dans hos Christiane.
Ikke havde jeg mere Feber, da jeg skulde til mit første Bal i lang Kjole. Mit Sind er som en Foraarshimmel: snart jublende, dansende Solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mørk, kold Angst.
23—24. Marts, Kl. 1½ Nat.
Det gik. Hvordan, maa Guderne vide. Havde slet intet parat at sige, men fortalte i
Julies Dagbog.
8
