Side:Julies dagbog.djvu/123

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

115

»Godmorgen, Skønjomfru, Godmorgen til Livets Dejlighed!« 

Og ud sprang jeg af Sengen, og jeg saá mig selv i Spejlet med lysklare Øjne, med friske rødmende Kinder og med et Smilehul som et Kys.

Saadan har hele Dagen været mig én stor Forbavselse. En Forbavselse over, at jeg ikke er ulykkelig, men mest dog en Forbavselse over, at Ingen synes at have opdaget nogen Forandring hos mig.

Altsaa er jeg tilsyneladende den samme som før. Intet rødt Kors i Panden, ingen sort Streg paa Næsen. For alle Andre den samme, kun ikke for mig selv. Thi for mig selv er det, som om jeg fra et trangt Puppedække, der skjulte Livets vidunderlige Mening for mig, er fløjet ud i al Aabenbaringens Herlighed som en lykkefortumlet Sommerfugl. Tung var min Gang før. Nu er det, som svævede jeg let hen over Livets Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over alle Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hæver sig under mig, og jeg favner en Himmel, der sænker sig ned over mig. Der er jublende Musik rundt om mig,

8*